Deltag i læsekonkurrencen ’Sommerbogen’ og få en boggave
De danske børnebibliotekers læsekonkurrence ’Sommerbogen’ er i gang, og Kulturium Bibliotek i Ishøj giver en boggave til alle børn, der deltager.
Hvert år deltager tusindvis af børn i Danmarks største læsekonkurrence for alle i alderen 6–15 år.
Konkurrencen er arrangeret af de danske børnebiblioteker og handler om at få en masse gode læseoplevelser og dele dem med hinanden.
For at være med i konkurrencen skal man udfylde et udfordringsark med 30 læseudfordringer med varierende sværhedsgrader. Børnene skal herefter løse mindst 10 af udfordringerne for at deltage i konkurrencen. Man kan være med i ’Sommerbogen’ hen over hele sommerferien og frem til 20. august, som er sidste dag for aflevering af udfordringsarket.
Udfordringsarket kan hentes på Kulturium Bibliotek eller printes på læsesporet.dk/sommerbogen.
Præmier på højkant og gave fra biblioteket
Konkurrencen består i en lodtrækning om tre hovedpræmier, hvor de heldige børn får lov til at tømme en boghandel på 5 minutter.
Når man afleverer sit udfyldte ark på Kulturium Bibliotek, får man desuden en selvvalgt boggave af biblioteket.
Derudover har skolerne i Ishøj kunnet melde sig til en skolekonkurrence om at være den mest læsende skoleklasse. Her er præmien en tur i biografen for hele klassen.
Læs mere om ’Sommerbogen’ på ishojbib.dk
Kommentarer