Elever ferniserede deres egen musik på Gildbroskolen
Kan man fernisere musik? Ja det kan man, når man går i 5.A på Gildbroskolen i Ishøj og har deltaget i musikprojektet ’Den elektroniske skolekoncert’
Her arbejdede eleverne hele ugen efter påske med at lave elektronisk musik og præsenterede deres værker om fredagen på samme måde, som man åbner en kunstudstilling.
Ved hjælp af tablets og et elektronisk musikprogram havde eleverne hele ugen arbejdet med at komponere deres egne sange og melodier, hjulpet af skolens musiklærer og to lærere fra Ishøj Kulturskole.
Fredag blev dørene åbnet for forældre og andre elever, som kunne gå rundt og lytte til musikken i høretelefoner og få en snak med komponisterne om deres arbejde.
Alle var stolte og engagerede, og flere elever fortalte, at projektet virkelig havde givet dem lyst til at gå videre med at lave musik på egen hånd.
’Den elektroniske skolekoncert’, som 5.A deltog i, er et tværkommunalt projekt, som Ishøj Kulturskole og musikskolerne i Brøndby og Glostrup har søsat ved hjælp af puljemidler fra Slots- og Kulturstyrelsen. Puljen kaldes ’Grib engagementet’ og støtter projekter, der har til formål at engagere og aktivere flere børn i musik end dem, der allerede går til musik i fritiden. 5.A er den første af ni klasser, som deltager i projektet.
Kommentarer