Historisk stor kompensation ruller flere besparelser tilbage
Kompensation for inflation og de stigende priser giver et historisk højt løft til servicerammen på 14,5 millioner i Ishøj Kommune. Derfor kan byrådet nu rulle flere forslag til besparelser tilbage
Pensionisternes julefrokost, reduktion af åbningstiden i Det Gule Hus, tilbageholdelse af driften af nye plejepladser, og udskydelse af nogle IT-indkøb. Det er nogle af de forslag til besparelser, som Ishøj Byråd nu dropper i budget 2022.
Det besluttede et enigt byråd tirsdag den 6. september på et byrådsmøde.
Muligheden for at rulle forslag til besparelser tilbage er opstået, fordi KL i en midtvejsregulering har udsendt nye og opjusterede pris- og lønskøn til kommunerne, som kompensation for inflationen og de stigende priser på en række områder.
Samtidig løftes servicerammen tilsvarende – dvs. det serviceloft, der fortæller, hvor meget kommunerne må bruge på service til borgerne.
Historisk stor kompensation
For Ishøj Kommune betyder det, at servicerammen er løftet med 14,5 millioner kroner. Et historisk højt løft sammenlignet med tidligere år, hvor reguleringen har været på mellem 0 og 4 millioner.
”Det er virkelig en god og kærkommen nyhed. Vi har pengene på kistebunden, men har været forhindret i at bruge flere på grund af serviceloftet. Kompensationen gør det nu muligt for os at regulere både lønbudgetterne og rulle forslag til besparelser tilbage på udvalgte budgetområder. Blandt andet pensionisternes julefrokost, som nu alligevel kan gennemføres,” lyder det fra borgmester Merete Amdisen.
Men ifølge Merete Amdisen er det vigtigt at huske på, at der er tale om et engangsbeløb som kompensation i 2022.
”Hvad der sker til næste år i budget 2023 er lige nu til forhandling blandt byrådets partier. Vi skal stadig finde store besparelser på budgettet, og hvilke områder det kommer til at berøre, afgør vores politiske forhandlinger i den kommende tid,” forklarer Merete Amdisen.
Kommentarer