Hjertets sejr over forstandens hovmod
Lørdag den 9. oktober kl. 16 kan du opleve Susse Wold fortælle H.C. Andersens eventyr Snedronningen, når hun gæster Kulturium Musikteater i Ishøj
Snedronningen er H.C. Andersens egentlige hjertekvad og et af hans smukkeste eventyr, hvor den lille Gerda rejser gennem et enestående univers med mange landskaber og mange tider for at finde sin forsvundne legekammerat, Kay. Et eventyr med et stærkt budskab om hjertets sejr over forstandens hovmod.
Nu kan du opleve Susse Wold i en af hendes største succeser, når hun optræder med Snedronningen – en præstation, som hun er blevet meget rost for.
Et eventyr om næsten alt
Susse Wold siger om Snedronningen:
”Vi lever i en åndløs tid, hvor mange føler sig fortabte og isolerede. Vi er blevet forført af Snedronningen, væk fra os selv. Vi har fået en splint af det knuste troldspejl i øjet og kan nu kun se fejlen ved alle ting.
Måske har vi også glimtvis fået en glassplint i hjertet, så det fryser til is, og vi ikke mere kan føle noget.
Derfor har jeg lyst til at fortælle det af H.C. Andersens eventyr, som jeg altid har holdt mest af.
Eventyret Snedronningen indeholder næsten alt: Poesi, drama, humor og lærdom.”
Køb din billet her
Billetter koster 175 kr. og købes på Kulturium Musikteaters hjemmeside via kulturium.dk.
Arrangementet finder sted lørdag den 9. oktober kl. 16 i Kulturium Musikteater, Ishøj Østergade 28, 2635 Ishøj.
Kommentarer