Samfund

I dag åbner tilmeldingen til årets Girls’ Day in Science

"Girls' Day in Science var spændende og inspirerende, og åbnede nye uddannelsesveje- og muligheder for mig," siger Mia Svane Rasmussen, der går i 8. klasse på Skolen i Midten i Hornsyld, og som deltog i kampagnen sidste år. Foto: Naturvidenskabernes Hus

De ord benytter 14-årige Mia Svane Rasmussen om sidste års Girls’ Day in Science, der igen i år løber af stablen den 5. oktober. Her åbner virksomheder, uddannelsesinstitutioner, museer, biblioteker og andre organisationer over hele landet dørene for at inspirere tusindvis af piger til en fremtid inden for naturvidenskab, IT og teknologi.

Tilmeldingen til årets kampagne åbner den 3. maj, hvorefter det er muligt for lærere over hele landet at booke et forløb til piger fra grundskolen og frem til og med gymnasiet. Og Mia Svane Rasmussen, der til daglig går i 8. klasse på Skolen i Midten i Hornsyld, opfordrer så mange som muligt til at deltage.

”Vi besøgte virksomheden Palsgaard i Juelsminde, hvor vi arbejdede med mikroskoper og undersøgte, hvilken effekt emulgatorer har på den sensoriske oplevelse af is. Medarbejderne var virkelig søde, og så var de gode til at fortælle om deres arbejde og de meget forskellige veje dertil. Det var rart at høre, når man selv står over for at skulle vælge en retning og uddannelse. Det var generelt virkelig inspirerende” fortæller Mia Svane Rasmussen, der sammen med de andre piger også var med til at lave frugt-kaviar i bedste molekylær gastronomi-stil.

Stor opbakning til vigtig dagsorden

Der er stor tilslutning til kampagnen, når op mod 140 arrangører til oktober står klar til at invitere pigerne indenfor. Dermed bliver kampagnen større end nogensinde før, men den har heller ikke mistet hverken relevans eller betydning, eftersom der stadig er stor mangel på kvinder inden for IT, teknologi og naturvidenskab. Det har konsekvenser for væksten, den grønne omstilling og en bæredygtig fremtid, – og ikke mindst for diversiteten på uddannelsesinstitutionerne, arbejdspladserne og i de produkter, der udvikles.

Alt det er arrangørerne bevidste om, og det er en af årsagerne til, at opbakningen er så stor. Det er Maiken Lykke Lolck, direktør i Naturvidenskabernes Hus, som står bag kampagnen, glad for: 

”Det gør en enorm forskel, når så mange dedikerede arrangører bakker op ved at åbne dørene og vise pigerne muligheder i en fremtid inden for teknologi og naturvidenskab. Kvinder er stadig underrepræsenterede på STEM- uddannelser og virksomheder, og den manglende diversitet får konsekvenser for os alle. På Girls’ Day in Science møder pigerne for en dag medarbejdere, forskere eller studerende, de kan spejle sig i, og de får konkret og praktisk indsigt i, hvordan man kan gøre en forskel med naturvidenskabelige kompetencer,” siger hun.

Opfordring er klar: Meld jer til nu

Alle besøgsmuligheder ligger 3. maj klar og tilgængelig for tilmelding på nvhus.dk, så lærere kan gå direkte ind og booke det forløb, de helst vil på, og Maiken Lykke Lolck opfordrer til at booke et forløb hurtigst muligt:

“Selvom der er ekstra mange pladser, så oplever vi en stor interesse og et ekstra fokus på Girls’ Day in Science i år,” siger hun. 

Se udenom formler og bunsenbrændere

Mia Svane Rasmussen er heller ikke i tvivl om, at hun gerne vil deltage igen. Hun fremhæver særligt mødet med medarbejderne hos Palsgaard som en vigtig del af dagen. En af dem var Ida Sejersen, der er mejeringeniør. Hun var med til at sammensætte et program, så pigerne både fik mulighed for at møde civilingeniører og mejeriingeniører, og opleve, hvordan de arbejder med at sikre kvaliteten og smagsoplevelsen af fødevarer.

”Derudover ville jeg gerne vise, at helt ’almindelige’ kvinder sagtens kan tage en naturvidenskabelig uddannelse, og at det langtfra er det samme som at sidde i et fysiklokale i folkeskolen,” siger Ida Sejersen om mødet med pigerne.

Netop mødet mellem piger og rollemodeller over hele landet udgør en vigtig bestanddel af Girls’ Day in Sciences DNA, og derudover muligheden for på en dag sammen at arbejde med alt fra rumfart, satellitter, plantebøffer og bubbletea-apps, til afbrænding af biobrændsel, enzymer og kodning. Og det får tusindvis af piger igen mulighed for onsdag den 5. oktober. 

Undersøgelser viser, at der skal en særlig indsats til for at nå pigerne, men også for at nedbryde nogle af de fordomme og stereotyper, der stadig præger de unges uddannelsesvalg. En evaluering af kampagnen sidste år tyder på, at Girls’ Day in Science er en af de indsatser, der virker.

Og til spørgsmålet om, hvordan det var at være afsted uden drengene, siger Mia Svane Rasmussen: ”Der ville have været en anden stemning og energi, hvis de havde været med. Men nu var det kun os, og det var anderledes på en god måde.”

Virksomhedsbesøg og tekcases for alle børn og unge hver dag hele året

På kampagnedagen er det også muligt for lærerne at planlægge et besøg hos en virksomhed i lokalområdet for drengene. Naturvidenskabernes Hus faciliterer det landsdækkende virksomhedsnetværk Tektanken og udvikler Tekcases til grundskolen og gymnasiet. Det er undervisningsforløb i bl.a. naturfag, teknologi og matematik, der giver mulighed for at arbejde undersøgende med samfundsrelevante cases i samarbejde med lokale virksomheder. De ligger frit tilgængeligt på nvhus.dk, og kan bookes med besøg på en virksomhed i lokalområdet, som Naturvidenskabernes Hus kan hjælpe med at koordinere.

Kommentarer