Ishøj

Ishøj Genbrugsstation lukker den 1. januar 2023

Fra den 1. januar 2023 bliver portene til Ishøj Genbrugsstation lukket. Dermed træder en beslutning, som et enigt Ishøj Byråd traf i 2018, i kraft efter nytår.

”Vi ved godt, at genbrugsstationen er vigtig for mange af vores borgere, og beslutningen har derfor været svær,” siger Kalbiye Yüksel, formand for Klima- og Miljøudvalget i Ishøj Kommune, og forklarer om baggrunden for lukningen af genbrugspladsen:

”Vi går en fremtid i møde, hvor vi alle skal sortere og genbruge endnu mere af vores affald. Den udvikling stiller højere lovmæssige krav til moderne genbrugsstationer, og de krav kan vores genbrugsstation desværre ikke leve op til.”

Fremtidens affald kræver mere plads

Udfordringen er først og fremmest, at genbrugsstationen mangler plads. Allerede på nuværende tidspunkt mangler genbrugsstationen plads til at kunne genanvende bl.a. visse typer af papir, plast og glas.

I fremtiden vil pladsproblemet blot vokse sig endnu større, fordi mere sortering kræver endnu flere containere.

Derudover er genbrugsstationen efterhånden nedslidt og har brug for en omfattende, dyr renovering, hvis den skulle bevares.

Det har også spillet ind, at området omkring genbrugsstationen i de senere år udviklet sig til et livligt beboelsesområde, hvor det ikke er hensigtsmæssigt med en trafik af lastbiler til og fra genbrugsstationen.

”Det er desværre ikke muligt for os at udvide genbrugsstationen, og vi har heller ikke på nuværende tidspunkt mulighed for at anlægge en ny genbrugsstation et andet sted i kommunen. Når vi holder alle de andre faktorer for øje også, giver det mest mening at lukke genbrugsstationen,” siger Kalbiye Yüksel.

Ny aftale indgået med Brøndby

Når genbrugsstationen lukker efter nytår, kan borgerne i Ishøj komme af med deres affald på bl.a. Brøndby Genbrugsstation.

Ishøj Kommune har netop indgået en aftale med Brøndby Kommune om driften af genbrugsstationen, så borgere fra Ishøj bliver sidestillet med Brøndbys egne borgere.

Alternativt kan Ishøj-borgerne benytte sig af andre genbrugsstationer i Vestforbrændings opland – fx i Høje Taastrup.

Ishøj Kommune vil også se på, om nogle af kommunen eksisterende affald-løsninger skal gentænkes for at imødekomme borgernes behov, når genbrugsstationen lukker – fx om storskrald-ordningen skal revideres.

Kommentarer