Kultur

Kulturium Biograf inviterer til Disneys Encanto med ukrainsk tale

Foto: Ishøj Kommune

Søndag den 8. maj kl. 11 viser Kulturium Biograf i Ishøj Disney-filmen Encanto med ukrainsk tale. Det er gratis at deltage.

Kulturium Biograf inviterer ukrainske familier til en særvisning af Disneys populære animationsfilm ’Encanto’. Filmen vises med ukrainsk tale, og det er gratis at deltage. Alle børn får desuden popcorn til filmen.

Arrangementet er blevet til i samarbejde mellem Kulturium Biograf og The Walt Disney Company Nordic.

Kulturium Biograf vil meget gerne have hjælp til at sprede budskabet om visningen af ’Encanto’. Så har du ukrainske familier i dit netværk, må du meget gerne give informationen videre.

Billetter:

Billetter kan bookes på Kulturium Biografs hjemmeside, ishojbio.dk. Man kan også hente sine gratis billetter i biografen; Kulturium Biograf, Ishøj Østergade 28, 2635 Ishøj.

Om filmen:

Disneys Encanto er beretningen om en helt usædvanlig slægt: familien Madrigal, som bor godt gemt væk i Colombias bjerge i et magisk hus, i en pulserende by, på et fabelagtigt, fortryllet sted ved navn Encanto.

Encantos magi har skænket hvert af familiens børn et enestående talent, spændende fra superkræfter til helbredende evner – dvs alle børnene undtaget ét: Mirabel.

Men da hun opdager, at den magi, der omslutter Encanto er truet, konkluderer Mirabel, at hun, det eneste almindelige medlem af familien Madrigal, måske er sin usædvanlige families eneste håb.

Filmen indeholder helt nye sange af Emmy-, Grammy- og Tony Award-vinderen Lin-Manuel Miranda (“Hamilton,” “Vaiana”) og er instrueret af Byron Howard (“Zootopia,” “To på flugt”) og Jared Bush (med-instruktør “Zootopia”), med-instrueret af Charise Castro Smith (forfatter på “The Death of Eva Sofia Valdez”) og produceret af Clark Spencer og Yvett Merino.

Kommentarer