Kultur

Michelle Birkballe og Rock Nalle giver koncert i Ishøj

Foto: Ishøj Kommune.

Nu kan du opleve to af landets sejeste stemmer, når Michelle Birkballe giver koncert med Rock Nalle som special guest i Kulturium Musikteater i Ishøj den 17. september kl. 20

Det var meningen, at denne turné med 14 koncerter rundt i hele landet skulle være en engangsforestilling, men nogle gange er oplevelserne bare så sjove, og responsen virkelig god – og så bliver man nødt til at gentage det.

Michelle Birkballe har inviteret Danmarks rock’n’roll-konge, Rock Nalle, med på landevejen. Det er to forskellige generationer, der mødes, men musikalsk er rødderne solidt plantet det samme sted – nemlig i den sorte amerikanske musik: Rock’n’roll, soul og blues.

På scenen for sidste gang

På denne turné bliver det efter al sandsynlighed sidste gang, at man kan opleve 76-årige Rock Nalle med stort band – stemmen er på toppen, men kroppen er slidt efter et langt og hårdt levet liv. Som Michelle siger:

“Dette er også en hyldest til Nalle – det har han sgu fortjent! Jeg har samlet et hold af musikere, der har spillet med ham igennem tiden og som virkelig mestrer lige præcis denne genre. Det bliver ikke bedre, så I kan godt glæde jer! Det er once in a life time.”

Billetter koster 195 kr. og sælges på kulturium.dk eller i Kulturium Musikteaters billetsalg. Der er rabat til kunder med sølvkort.

Kommentarer