Ny aftale giver pædagogerne i Ishøj et løn-løft
En ny aftale mellem Ishøj Kommune og BUPL giver kommunens pædagoger et årligt tillæg for arbejdet med kvalitet i dagtilbud.
Fremover kan pædagogerne i Ishøj Kommunes daginstitutioner se frem til et årligt tillæg på ca. 10.000 kroner for at løfte ansvaret for arbejdet med Ishøj Kommunes kvalitetsparametre for dagtilbud.
Det er resultatet af en ny aftale mellem Ishøj Kommune og BUPL.
”Vi ved, at dagtilbud af høj kvalitet har stor betydning for, hvordan børn klarer sig senere i livet. Forskningen viser nemlig, at børn trives bedre og klarer sig bedre i skolen, hvis de har gået i et dagtilbud af høj kvalitet,” siger Susanne Poulsen, chef for Center for Dagtilbud og Uddannelse i Ishøj Kommune, og fortsætter:
”Pædagogernes indsats bidrager til, at kommunens børn får den bedste start på livet. Det vigtige ansvar for arbejde med Ishøj Kommunes parametrene for kvalitet i dagtilbud bliver varetaget af pædagogerne, og derfor får de nu et tillæg for at løfte opgaven,” siger Susanne Poulsen.
I positiv og konstruktiv ånd
Arbejdet med kvalitet i dagtilbud tager udgangspunkt i den pædagogiske læreplan og kommunens kvalitetsparametre for dagtilbud. Parametrene er udarbejdet af ledere, pædagoger og pædagogiske konsulenter i fællesskab. Det er pædagogerne, der har ansvaret for at tilrettelægge det pædagogiske arbejde i overensstemmelse med kvalitetsparametrene, og de har også et særligt ansvar for at vejlede deres kollegaer i arbejdet.
”Det er en meget vigtig opgave, som vi udfører med stolthed, og det er dejligt, at vi nu har indgået en aftale, som honorerer pædagogerne for dette arbejde. Vi er glade for aftalen, som er blevet til i en positiv og konstruktiv ånd,” siger Lene Holm Thomassen, som er fællestillidsrepræsentant for pædagogerne i Ishøj Kommune.
Løfter en helt særlig opgave
Også på borgmesterkontoret på Ishøj Rådhus er der stor tilfredshed med den nye aftale.
Her giver borgmester Merete Amdisen udtryk for, at hun er opmærksom på den store opgave med kvalitet i dagtilbud, som pædagogerne løfter rundt om på kommunens daginstitutioner.
”Vores pædagoger er på mange måder hverdagens usynlige helte og gør en stor indsats for vores børn hver eneste dag. De er med til at sikre, at børnene får en god og sund start på livet. Jeg er derfor glad for, at vi med aftalen kan vise vores anerkendelse af, at vores pædagoger løfter en stor og helt særlig opgave,” siger Merete Amdisen.
Kommentarer