Ishøj

Ny nærpolitienhed i Ishøj officielt indviet

Politidirektør Kim Christiansen indvier officielt nærpolitienheden ved at klippe et stykke politi-afspærringsstrimmel over. Borgmester Merete Amdisen (tv.) og formand Ole Beckmann (th.). Foto: Københavns Vestegns Politi.

Lidt over klokken 10 i dag blev lokalpolitiets nye nærpolitienhed i Ishøj helt officielt erklæret for åben, og derefter blev døren slået op for byens borgere.

Efter taler af politidirektør Kim Christiansen og borgmester Merete Amdisen klippede politidirektøren et politiafspærringsbånd over til de nye lokaler og erklærede nærpolitienheden i Ishøj for åben. Helt officielt.

”Nu får Ishøjs borgere en ny mulighed for at komme i kontakt med politiet, og vi vil fremover være til stede et nyt og centralt sted i Ishøj. I dag slår vi dørene op for første gang, og jeg håber, at store og små bysbørn vil slå vejen forbi og hilse på de lokale betjente,” siger politidirektør Kim Christiansen, Københavns Vestegns Politi.

Indvielsen er kronen på et par måneders forberedelser med placering, indretning, sikkerhed, åbningstider og meget andet, som en helt ny nærpolitienhed kræver.

Åben for at betjene borgerne

I løbet af en uge er nærpolitienheden åben mellem klokken 9 og 22 for at give flest muligt lejlighed til at komme forbi, når det nu engang passer bedst.

Åbningstiderne er mandage fra 12 til 17, onsdage fra 17 til 22 og fredage fra 9 til 14.

I åbningstiden er alle meget velkomne til at henvende sig personligt for at tale med en lokalbetjent, og man kan også ringe via politiets servicetelefon 114.

Glædelig dag i Ishøj

Ved indvielsen, som blev markeret med et begrænset antal inviterede på grund af corona-situationen, deltog Ishøjs borgmester:  

”Det er en stor og glædelig dag, som vi har set frem til længe. Vi har altid haft et godt samarbejde med politiet, og jeg forventer, at samarbejdet kun blive bedre og tættere, når vi nu får en nærpolitienhed med flere, mere synlige betjente i bybilledet. Ishøj er en sikker og tryg by, men bliver i dag en smule mere tryg for alle borgere,” siger borgmester Merete Amdisen.

Beboerne i et af de store nærliggende boligområder var også repræsenteret:

”Vi hilser nærpolitienheden velkommen til Ishøj. For beboerne har det længe været et ønske, som nu går i opfyldelse, og vi ser frem til synlige betjente også i Vildtbanegård og den præventive effekt, det kan medføre,” siger formand for boligselskabet i Vildtbanegård Ole Beckmann.

Lokalpoliti i alle kommuner på Vestegnen

Lokalpolitiet ved Københavns Vestegns Politi arbejder i alle politikredsens 11 kommuner, og politidirektøren ser den nye enhed som et yderligere tiltag oven i alt det gode og borgernære arbejde, lokalbetjentene i forvejen laver i kommunerne.

”Lokalbetjentene har fingeren på den lokale puls, er ude i byer, boligkvarterer og skoler i bil, på cykel, til fods og med mobile politistationer – og det lokale politiarbejde vil fortsætte ufortrødent i hele politikredsen,” siger Kim Christiansen.

I hvert lokalpolitidistrikt er tilknyttet en række lokalbetjente, du kan kontakte direkte –se numre her.

Fakta om nærpolitienheden

Med flerårsaftalen 2021-2023 for politiet og anklagemyndigheden oprettes blandt andet 20 nye nærpolitienheder i Danmark heraf to i kommuner under Københavns Vestegns Politi nemlig i Ishøj og Gladsaxe. 

Nærpolitienhederne skal være åbne mindst 15 timer om ugen, så borgerne kan foretage anmeldelser, være i dialog med politiet og få råd og vejledning.

Nærpolitienheden i Ishøj blev placeret i Ishøj Bycenter på grund af tilknytningen til boligområdet Vildtbanegård og den meget centrale og trafikerede beliggenhed i byen.

Kommentarer