Erhverv

Ny samarbejdsaftale skal få flere ledige på kanten af arbejdsmarkedet i job

Rasmus Ørvad Boné, formand for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, underskriver aftalen med Code of Care. Foto: Ishøj Kommune

Ishøj Kommune har indgået en ny samarbejdsaftale med organisationen Code of Care, som skal hjælpe med at bygge bro mellem udsatte borgere og socialt ansvarlige virksomheder i Ishøj.

Flere ledige på kanten af arbejdsmarkedet skal i job. Derfor har Ishøj Kommune nu indgået en aftale med Code of Care – en nonprofit organisation, som arbejder på, at mennesker med psykiske, fysiske eller sociale udfordringer i livet bliver inkluderet på arbejdsmarkedet.

”Organisationen Code of Care hjælper med at samle en taskforce, hvor nøglepersoner fra Ishøj Kommune, Ishøj Jobcenter og lokale erhvervsledere, som ønsker at løfte et socialt ansvar, arbejder sammen om få endnu flere ledige på kanten af arbejdsmarkedet tilbage i beskæftigelse,” forklarer beskæftigelseschef fra Ishøj Jobcenter, Jørgen Dan Pedersen.

Skal hjælpe lokale virksomheder

Aftalen er et led i den politiske målsætning om at sænke ledigheden i Ishøj Kommune og få hjulpet endnu flere ledige borgere i beskæftigelse.

”Jeg er rigtig glad for, at vi med denne aftale kan tage endnu et vigtigt skridt i indsatsen for at sænke ledigheden i Ishøj Kommune. Det er helt afgørende, at de lokale virksomheder bakker aktivt op om vores beskæftigelsesindsatser, og det er præcist dét, som aftalen med Code of Care vil bidrage til. Jeg har meget store forventninger til det kommende samarbejde, som jeg er sikker på både bliver til gavn for virksomhederne, kommunen og de borgere, der kommer i job,” sagde formand for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Rasmus Ørvad Boné, da han underskrev aftalen med Code of Care.

Udover at stå for opstart af en lokal taskforce vil Code of Care arrangere lokale events, foredrag og workshops som inspirerer og hjælper virksomheder med rekruttering og socialt ansvar.

Kommentarer