Kultur

Ordløst børneteater i Ishøj Byhave

Foto: Ishøj Kommune

Mandag den 20. juni kl. 17 inviterer Kulturium i Ishøj til gratis børneteater i Ishøj Byhave med forestillingen ‘Hov Hov… Nå’. Børneteatret er ordløst blandt andet tænkt som et tilbud til ukrainske børnefamilier.

Hvor stor er lille? Er det altid bedst at få det, der er størst? Eller kan man også få noget ud af det, som er småt? Hvem narrer hvem? Er det den kloge, der narrer den mindre kloge – eller er det omvendt?

Disse og andre problemstillinger er, hvad der på en sjov, musikalsk og til tider artistisk måde vil blive taget hånd om, når Kulturium i Ishøj inviterer til børneteater med Zap Teaters forestilling ‘Hov Hov… Nå’ – i et musikalsk og næsten nonverbalt univers.

Forestillingen spiller mandag den 20. juni kl. 17 i Ishøj Byhave (lige bag biblioteket). Ved dårligt vejr rykker forestillingen ind i Kulturium Musikteater.

Tilbud til ukrainske flygtningefamilier

’Vi er rigtig glade for at kunne præsentere en forestilling, som er god for alle, fordi det er ordløst teater. Det betyder at vores ukrainske flygtninge, som vi også gerne vil være med til at tage godt imod, kan deltage og få en god oplevelse i vores skønne byhave. Alle uanset nationalitet er hjertens velkomne,” siger Marie Herborn, leder af Kulturium.

Kulturium vil meget gerne have hjælp til at sprede budskabet om forestillingen til ukrainske børnefamilier, så kender du nogen i dit netværk, må du meget gerne give informationen videre og eventuelt hjælpe med billetbestilling.

Få en billet i Kulturium

Billetter er gratis og bookes på kulturium.dk. Man kan også hente en billet i Kulturium Musikteater, Ishøj Østergade 28, 2635 Ishøj.

Kommentarer