Debat og politik

Stop med at pege fingre, Bjørstorp!

Af Bayram Yüksel, Byrådsmedlem, Socialdemokratiet

Borgmester Ole Bjørstorp udtaler den 8. april til Berlingske, at “Tosprogede står bag den høje smitte i Ishøj”.

I den Socialdemokratiske byrådsgruppe tager vi afstand fra borgmesterens udskamning af særlige befolkningsgrupper. Parolen om medborgerskab klinger hult, når borgmesteren samtidig placerer ansvaret for den høje smitte i Ishøj hos etniske minoriteter.

I artiklen fremgår det, at imamerne fortæller om retningslinjerne for bekæmpelse af corona ved fredagbønnen. Til borgmesterens orientering kan det oplyses, at der ikke har været afholdt fredagsbøn i den tyrkiske kulturforening siden begyndelsen af december.

Det fremgår endvidere af artiklen, at det ikke er blandt skolebørnene at smitten er højest – men af de tal byrådet fik udsendt den 7. april kan det ses, at den største gruppe af smittede er borgere i aldersgruppen 6-15 år.

Kære Ole Bjørstorp, skal vi nu ikke stoppe med at pege fingre af særlige befolkningsgrupper, og holde op med at vente på at statslige myndigheder kommer og frelser os, og stedet bruge energien på i fællesskab gå i dialog med alle befolkningsgrupper i Ishøj, så vi i fællesskab kan finde løsninger, der kan få bragt smitten ned.

Udskamning er ikke vejen frem i kampen mod corona.

Kommentarer