Tag børnene med ud at mærke ‘Vinden i piletræerne’ i Ishøj
Kulturium Musikteater i Ishøj byder Teater Next indenfor med familieforestillingen ’Vinden i piletræerne’ den 24. september kl. 15. Børn skal være fyldt fem år for at opleve denne skønne forestilling med levende musik, sang og humor.
Vinden i piletræerne er historien om Muldvarp, der forlader sit ensomme mørke hjem og finder sammen med den venlige Rotte, der lever i brinken ved den store flod. Rotte lærer ham bl.a. om Vildskoven og de farer der er i den. Deres ven Tudse er ikke særlig eftertænksom men meget passioneret af biler i høj fart.
Faktisk så passioneret, at Tudse ikke forstår de konsekvenser, som følger med. Det er farligt, og han er tæt på at slå andre og sig selv ihjel. Muldvarp og Rotte begiver sig ind i Vildskoven, hvor den mystiske Grævling bor. Sammen beslutter de sig for at hjælpe deres ven.
Prisvinder
I 2020 vandt Teater Next prisen som årets familieteater kåret af Danmarks Teaterforeninger.
Billetter til ’Vinden i piletræerne’ koster mellem 50 og 175 kr. og købes på kulturium.dk eller i musikteatrets billetsalg. Der er rabat til medlemmer af Kulturiums Børneklub.
Kommentarer